Fjernvarmetariffen stiger 1. april 2022

28. december 2021

Fjernvarmetariffen stiger igen den 1. april 2022.

Da gaspriserne fortsætter deres himmelflugt, er vi nødsaget til at varsle en ny prisstigning på fjernvarmetariffen pr. 1. april.

Følgende meddelelse er udsendt til vores forbrugere den 28. december 2021.

Varsel om prisændringer pr. 1. april 2022.
Prisen på fjernvarmen stiger fra den 1. april 2022.
Fastafgiften forbliver uændret 5.000 kr. inkl. moms
Variabel afgift stiger til 1,625 kr./kwh inkl. moms.


Fjernvarmetariffen for 2022 er på nuværende tidspunkt følgende, priserne er inkl. moms
1. januar til 31. marts: Fastafgift: 5.000 kr.
Variabel afgift: 0,775 kr./kwh


1. april: Fastafgift: 5.000 kr.
Variabel afgift: 1,625 kr./ kwh


Gennemsnitsprisen for fjernvarmen i 2022 bliver på nuværende tidspunkt, med de udmeldte prisændringer: Fastafgift: 5.000 kr.
Variabel afgift. 1,303 kr/kwh


På de budgetter, der udsendes sidst i januar, benyttes gennemsnitsprisen.
For et hus, der bruger 16.000 kwh/år, bliver den årlige udgift til fjernvarme 25.848 kr.
Prisen for det samme forbrug her i 2021 er 11.300 kr.
Der foretages en aflæsning af alle varmemålere i slutningen af marts måned.
På årsopgørelsen der udsendes januar 2023 opgøres det faktiske forbrug til de forskellige tariffer, der er udmeldt.


Årsagen til stigningerne
Årsagen til at fjernvarmetariffen atter reguleres, skyldes at naturgaspriserne stadig stiger voldsomt.
Vi bliver derfor nødt til at melde en prisstigning ud nu med virkning fra 1. april.
Reguleringen pr 1. april, er baseret på de gaspriser vi kender på nuværende tidspunkt.
Hvis gaspriserne falder inden den 1. april bliver stigningen lavere, omvendt hvis gaspriserne fortsætter med at stige, må vi øge varmeprisen igen.
Gaspriserne havde ellers stabiliseret sig, dog på et højt niveau og desværre også over den pris der var budgetteret med, da den sidste tarifændring blev udmeldt sidst i september.
Prisen på naturgas er igen steget voldsom, over den sidste måned alene, er gassen steget med 95%.
Prisændringerne skyldes især spændingerne mellem Rusland, Ukraine og Vesten, samt nervøsitet for beholdningen i de europæiske gaslagre, der forventes at komme under 10% fyldning til marts.
Det kan heller ikke udelukkes, at der er en del spekulation i markedet.


Prognoserne for naturgaspriserne havde, sidst vi udmeldte en prisstigning, et prisfald fra april måned. Prognoserne forventer stadig et prisfald til april, men nu forventes der et væsentligt mindre prisfald end først antaget, hvilket igen påvirker vores budget.
Skal man sammenligne stigningen på naturgassen, med prisen på benzin over det sidste år, så skulle en liter benzin på tanken i dag koste ca. 90 kr.
Elpriserne til vores varmepumpe, er ligeledes ca. 6 doblet i det seneste år.
I EU tales der nu om den største energikrise i 50 år.

Vi vil gerne opfordre til at man tilmelder sin e-mailadresse, eller tilmelder sig e-Boks via vores E-forsyning, som tilgås fra vores hjemmeside, eller også henvender sig til kontoret, hvor vi kan notere din e-mail.
Fordelen er, at man får tilsendt materiale fra os, straks det udsendes, som f.eks. årsopgørelser, budgetter samt anden information. Hvis ikke vi har en e-mailadresse eller e-Boks at sende materialet til, så sendes det med alm. post, hvor der kan gå 1 – 2 uger før det modtages.
Derudover er der også en besparelse i porto.


Det er muligt at søge om varmehjælp på borger.dk, når du er folkepensionist eller førtidspensionist (tilkendt før 2003)